Af Morten Kildebæk
I 2006 spillefilmsdebuterede norske Joachim Trier med Reprise, som i dén grad bar præg af en fortællemæssig legesyge. Nærmest hver anden scene forsøgte at udfordre filmmediets formelle normer, når billeder af virkeligheden blev blandet med karakterernes minder, dagdrømmeri og sindsstemninger. Alle kunne se, at vi havde at gøre med et stort talent, som der ville blive lagt mærke til i fremtiden.
Med sin fjerde film Thelma er Trier efterhånden blevet et stort navn. Faktisk er han nok den første instruktør, de fleste kommer i tanke om, når snakken går på Norge som filmland. Rollen som ansigtet på norsk film er en uvant position, som han endnu ikke helt har vænnet sig til, men som han gerne tager på sig.
”Fordi jeg studerede i England, og mit hold bestod af svenskere, danskere og nordmænd sammen, følte jeg i sin tid, at jeg var en outsider i norsk film. Men nu kan jeg ikke sige det længere, fordi jeg har lavet flere film nu. Jeg er blevet synonym med norsk film, så det må jeg jo bære. Jeg har ikke været så optaget af det nationale i sig selv som værende en slags sportskonkurrence, men jeg har indset, at der er nogle fortællinger, som jeg altid vil lave, og som er bedst i Norge. Det kulturelle betyder noget for filmen.”
Den kreative kerne
Det føromtalte hold består bl.a. af medmanusforfatter Eskil Vogt, som selv fik sin instruktørdebut i 2013 med Blind. Sammen med klipper Olivier Bugge Coutté, kameramand Jakob Ihre og komponist Ola Fløttum har de været en fasttømret kreativ kerne i nu fire film. Ifølge Trier har det vante selskab udelukkende haft en positiv effekt på skaberkraften.
”Jeg tror ikke, at en håndværksmæssig rutine nødvendigvis gør, at man er kreativt repetitiv. Det betyder, at vi stoler på hinanden. Vi har nogle ting om arbejdsformen, vi ikke behøver at diskutere hver gang, og så har man også en selvtillid sammen, hvor man tør tage større risiko.”
”Det fede ved at være en gennemgående gruppe mennesker har været følelsen af, at vi bliver tvunget til at udvikle os sammen. Vi kan ligesom ikke gøre det samme igen, og det er Thelma et godt eksempel på. Vi kaster os ud i noget, vi ikke er helt sikre i, men vi stoler på hinandens evner til at praktisere det, vi kommer op med.”
Virkelighedsnær horror
Mens holdet tidligere udelukkende har beskæftiget sig med realistiske personskildringer, giver de sig med Thelma for første gang i kast med horror-genren. De overnaturlige elementer bygger oven på en ellers ganske relaterbar fortælling. Thelma flytter fra sine pylrende forældre på landet ind til storbyen Oslo for at starte på universitetet. Hun har svært ved at falde til og få venner, og i sin ensomhed jalousi-stalker hun sine skolekammerater på Facebook. Samtidig sker der ting i hendes indre, som hun ikke kan styre – alt sammen centreret omkring et uventet begær for pigen Anja.
Meget bevidst valgte Trier at placere handlingen hjemme i den norske hovedstad: ”Der var mange der spurgte, om vi skulle lave Thelma i USA, og jeg havde jo lige lavet en amerikansk film (Louder Than Bombs). Men så tænkte jeg nej, vi laver en skandinavisk, realistisk gyser-blanding, som vi ikke har set før – med et mere moderne, urbant ungdomsmiljø, og med genkendelige problemer om kærlighed og identitet.”
Sindsbilleder og CGI-slanger
Triers tre tidligere film har det til fælles, at der aldrig er nogen antagonist til stede. I stedet er hovedkonflikten baseret på en indre splittelse. Reprise og Oslo, 31. august bød på både psykose og narkoafhængighed, mens de tre mandlige hovedpersoner i Louder Than Bombs kæmpede med sorgen efter et familiært dødsfald.
I Thelma kommer den indre splid af titelkarakterens seksualitet og den skam, som den medfører. Med sin stærkt kristne opdragelse føler Thelma nemlig, at hun synder og svigter Gud, når hun forelsker sig i en anden pige. Det radikalt anderledes ved Triers nye film er, at splittelsen denne gang kommer til syne i de ukontrollerbare, overnaturlige kræfter, som ikke ligefrem gør Thelmas hverdag lettere.
”Vi har lavet en horror-film, hvor skrækken også kommer fra det indre: tabet af kontrol og sociale masker der falder. Alt det vi går og er bange for i vores liv sker jo for Thelma. Hun falder om i læsesalen i begyndelsen af semestret og får det, der ligner et epileptisk anfald – pisser i bukserne og er fuldstændig ydmyget. Hvordan skal hun klare at forstå, hvad der sker med hende efter det?”
”Jeg har tidligere brugt minder og drømme, det vi kalder sindsbilleder, og prøvet at komme ind i hovedet på folk. I Thelma er vi gået længere i den retning. Den har jo lidt mere en drømmelogik, for den handler om et menneske, der ikke længere stoler på sin virkelighedsopfattelse og bryder sammen. Vi har kunne gøre ting, der var meget mere intuitive – lave en masse mareridtsvisioner, far out-billeder, og 200 digitale CGI-billeder. Der er både slanger og blinkende lys. Derfor havde vi også lov til at have flere ikke så naturalistiske billeder. Vi har kunne bruge et andet visuelt sprog, og det har været fedt!”
Thelma i flere størrelser
Man kan være noget så ambitiøs i en films skriveproces, men det kræver også nogle dygtige skuespillere at kunne føre visionerne ud i livet. Til denne opgave fandt Trier den unge Eili Harboe, som imponerede ham, og som han ikke ville have foruden.
”Eili er enormt begavet, og hun har ligesom været filmens redning. Da vi sad og skrev, så tænkte vi: ’Damn, vi skal finde en pige på 20 år, der kan gøre det her?’ Jeg havde lige arbejdet med Jesse Eisenberg og Isabelle Huppert (i Louder Than Bombs) og tænkte ’hvordan i helvede finder vi en ung skuespiller, der kan klare det?’ Men efter at have mødt mange hundrede skuespillere kom Eili ind, og hun er så modig. Hun trænede undervandsdykning og var ikke bange for slanger. Hun var bare cool – og er bare en god skuespiller.”
Flere steder i filmen er der tilbageblik på Thelmas barndom, hvor hendes overnaturlige kræfter for første gang kommer til syne. Trier skulle finde en pige, som lignede Eili, og valget faldt på 7-årige Grethe Eltervåg. For at gøre den uprøvede skuespillerinde mere tryg, fandt de ud af, at Eili skulle være med til at instruere hende. Det betød, at de begge spillede Grethes scener igennem.
”Eili kunne igennem sit spil hjælpe Grethe med små detaljer, og det passede jo meget godt med den måde, som jeg tænker instruktion på. Man skal ikke prøve at intellektualisere eller påpege detaljer, men i stedet prøve at hjælpe skuespillerne og finde det originale og specifikke. Finde en måde at være på og tillade sig følelserne. Så det var et godt samarbejde.”
”Noget lidt sødt var, at da filmen var ved at være færdig, så havde Grethe sagt til Eili: ’Jeg er lidt ked af det, fordi jeg ved jo ikke hvilken af Thelma’erne, han vil vælge. Og jeg er blevet så glad for dig, men jeg vil jo helst være Thelma selv.’ Så sagde Eili: ’Slap af, du har misforstået! Vi skal begge to være Thelma.’ Så var hun meget lettet. Hun troede det var en konkurrence.”
Turen går til Oslo
Efter et kvarters snak skal Trier videre. Det har været to lange dage med interviews, photo shoots og andre promoveringsformaliteter. Først skal han lige ned i Grand Teatrets sal 3 for at introducere en forpremiere-visning af Thelma, og så skal han endelig hjemad. Han ved ikke, hvad fremtiden bringer – bare at han og Eskil skal i gang med at skrive igen. Han har for længst besluttet sig for aldrig at gense sine film, hvorfor Thelma nu får lov til at leve sit eget liv. Det er lidt vemodigt, men han ser samtidig med taknemmelighed tilbage på sine hidtidige bedrifter – og på hvad end fremtiden må bringe.
”Jeg synes det er fedt at have lavet fire film. I starten, når man laver sin første film, så betyder det alt. Så laver man én mere, og så skal de to sammenlignes hele tiden. Når man har lavet fire film, så har alle ligesom sin favorit, og det er ikke så farligt længere. Det føles frigørende bare at fortsætte. Jeg er stolt af det og glad for at have fået lov til at lave fire film. Det koster mange penge, og det er risky business. Jeg er endt op med at lave meget personlige film. Det er det vigtigste for mig.”
Kommentarer